Aluminium er med sin lave massefylde en letvægter blandt metaller og har samtidig en forholdsvis stor fasthed. Når metallet udsættes for luftens påvirkning, dækkes det af et tyndt oxidlag, som gør det naturligt korrosionsbestandigt. Aluminium er meget let at formgive både koldt og varmt, kan svejses og smedes og har en høj ledeevne for både strøm og varme. Dets gode ledeevne gør det interessant for elektroteknik, især inden for kabinetbygning og frontpladeteknik.

Med de moderne kvalitetskrav er mange anvendelser kun mulige gennem løbende videreudvikling af overfladebehandlingen. Det skyldes, at kriterier som design, modstandsdygtighed over for et stadigt voksende antal stoffer såvel som afskærmningsproblemer og ikke mindst miljømæssige aspekter bliver stadigt vigtigere.

Forkortelsen EL OX AL står for ELektrolytisk OXidering af ALuminium

Ved anodisk oxidering (anodisering) ændres aluminiums overflade ved en elektrokemisk proces til aluminiumoxid. Der dannede oxidlag er uløseligt forbundet med aluminiummet. Lagtykkelsen ligger inden for mikrometerområdet (10 - 20 µm) og giver en større overfladehårdhed (slidfast/høj overfladehårdhed (HV>200).

• Garanterer fremragende korrosionsbeskyttelse (vejr- og korrosionsbestandig).
• Beskytter mod miljøpåvirkninger og giver enklere rengøring (lang levetid ved let pleje), opfylder meget strenge designkrav (lysægte farveanodisering), giver mulighed for forskellige indfarvninger og er strømisolerende.

Kromateringslag derimod fungerer både som hæftegrund for lakeringer og som ledende korrosionsbeskyttelse. Lagtykkelsen er ca. 2- 5 µm, hvoraf 50-70 % opbygges i grundmaterialet. Man taler om kromatering, når metaloverflader behandles med krom(VI)-holdige opløsninger. Denne metode anvendes hyppigst ved aluminiumslegeringer. Man skelner mellem gul- og grønkromatering. Grønkromatering foretages i vandige opløsninger, som er sammensat af kromsyre, fluorider og fosfater. Når der anvendes krom(III)-fosfat farves laget grønt. Ved gulkromatering indeholder den vandige behandlingsopløsning hovedsagelig kromsyre. De lag, der dannes på metaloverfladen består for størstedelens vedkommende af oxider og oxidhydrater af krom og aluminium. Den gullige farve fremkaldes ved, at opløsningen også indeholder kromat. Ved kromatering ligger arealvægten på mellem 0,1 og 0,5 g/m². Disse lag er modstandsdygtige over for temperaturer op til ca. 150°C..

For aluminiumsoverfladers (og også galvaniserede ståloverfladers) vedkommende udgjorde de forskellige kromateringsmetoder iflg. DIN 50939 længe de såkaldte aktuelle tekniske niveau.

Anvendelsen af kromforbindelser har i de senere år været heftigt diskuteret.

På baggrund af RoHS-vejledningen¹ og under hensyntagen til den stadigt voksende omkostnings- og kvalitetsbevidsthed kan der vælges alternative, dvs. kromfrie beskyttelsesmetoder. Denne metode forener fordelene ved kromfrie, anorganiske passiviseringssystemer med fordelene ved organiske tyndfilmsbeklædninger, som danner anorganiske konversionsbelægninger med påført polymerfilm. Laget er farveløst eller svagt gulligt. Metoden er godkendt af både lovgivere og kvalitetskontrolorganerne (GSB International, Qualicoat).

Resultaterne af undersøgelserne af korrosionsbestandighed og lakvedhæftning er som følger:

¹ Europaparlamentets og Europarådets direktiv 2002/95/EF af 27. januar 2003 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektroteknisk udstyr.